Fuger – hvor bred skal fugen være og hvilken farve?

Fugerne er en vigtig del af helhedsindtrykket på dit flisegulv eller flisevægge.
Det er derfor en god idé at du tager stilling til hvilke fuger der bedst understøtter det visuelle indtryk du ønsker, såvel som passer til formålet med det rum klinkerne eller fliserne lægges i.

Brede, smalle eller ”ingen” fuger (knasfuger)?

Knasfuge_eks 2
Foto © Gert Skærlund Andersen

Formålet med fugen er primært at absorbere eventuelle ujævnheder fra fliserne, og naturligvis være med til at give lige det udtryk du synes er pænest.
En hyppigt anvendt fugebredde er 3 mm. Den passer generelt rigtig fint til mange størrelser klinker og fliser.

Det du skal være opmærksom på, når du vælger fuger, er at fugens størrelse og flisen skal passe sammen. Jo mere rustikke, og ujævne fliser, jo mere er en fuge nødvendig.

På billedet er vist et eksempel på et stilfuldt badeværelse lavet med knasfuger.

Tænk over at:
1. Smalle eller ”ingen” fuger kan give et større fokus på selve klinken/flisen.
Men da fuger som sagt har til formål at opveje lidt af de størrelsesforskelle der typisk er i fliser, kan det med nogle fliser være svært (og i nogle tilfælde umuligt) at opnå et pænt resultat. Især naturfliser, og billige fliser for den sags skyld, kan have størrelsesforskelle, der gør det umuligt at lægge dem helt tæt uden fuge.

I øvrigt vil et gulv med knasfuge (“uden fuge”) også altid blive fuget i de små sprækker der nu engang er, så man opnår et tæt gulv.

2. I bredere fuger ser du ofte flere farveforskelle.
Ofte får fuger med tiden en anden farve end da fugen blev lavet. Det kan enten skyldes kalkpåvirkning på badeværelset, eller det kan skyldes snavs, især hvor fliserne ligger i et gangareal hvor snavs m.m. lettere slæbes med ind. Jo bredere fugerne er, jo tydeligere vil farveforskellen synes. Så vær forsigtig med at vælge en alt for stor fuge på arealer hvor du forventer meget gennemgang eller på badeværelser.

3. Farven på fugen er vigtig.
Fuger i en farve tæt på klinkerne/fliserne giver en større sammenhængende flade, mens fuger i kontrastnuancer ofte vil trække fokus på flisens størrelse og mønsteret fliserne lægges i.

Jeg anbefaler lysegrå fuger:
Som nævnt tidligere, får fugerne i mange tilfælde samlet skidt og snavs, eller bliver påvirket af kalk på f.eks. badeværelser. Derfor kan de med tiden få farveforskelle, som bliver mere udtalte ved især hvide fuger. Min erfaring viser at de hvide fuger derfor ikke er et hensigtsmæssigt valg på lang sigt. De sorte fuger er også meget modtagelige for kalk, så umiddelbart er min anbefaling at vælge en fuge i en mellem-farve, hvis det er områder med enten stor aktivitet (som gangarealer) eller vådrum (badeværelser eller toiletter).

Hos Murermester Anders Sørensen anvender jeg ofte fugefarven Manhattan (lysegrå) fra Lip. Du kan se et farvekort over fuge-farver fra Lip her.

Når vi går i gang med fliser/klinker, diskuterer vi naturligvis også hvilke fuger der passer bedst til dine fliser og klinker, så du er sikret det bedste resultat – også i det lange løb.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem